Impotens

Hvad er impotens?

Impotens (erektil dysfunktion) er, når man ikke kan få pikken stiv nok, eller holde den stiv lang nok tid til, at man kan have den sex man ønsker. Langt de fleste oplever enten enkelte gange eller i længere perioder, at de har svært ved at få pikken op at stå eller holde den stiv. Det er særligt med alderen, at mange kan opleve det. 

En stiv pik er resultatet af et indviklet samspil mellem nervesystemet, blodkarsystemet, hormonbalancen og psyken. Ofte spiller flere faktorer sammen på én gang. Derudover er der en del forskellige sygdomme, medicin og stoffer, der kan påvirke din rejsning.  

Hvis du har en kirurgisk frembragt pik eller taget hormonet østrogen, vil nogle af disse ting være anderledes for dig. Se eventuelt her for mere information.

Psykiske årsager, der kan lede til impotens.

De psykiske årsager, der kan lede til impotens er mange og forskellige. Præstationsangst, konflikt, stress, depression, usikkerhed eller jalousi kan alle være faktorer, der giver impotens i kortere eller længere perioder. Der kan også være mange andre psykiske årsager, som gør, at du oplever problemer med at få pikken stiv eller holde den oppe længe nok til at have den sex, du ønsker.  

Hvis du tror, at det er pga. psykiske årsager, at du oplever impotens, kan det være en god idé at tale med nogen om enten impotensen, de psykiske årsager til impotensen eller begge dele. Det er dig, der bestemmer, hvem det er bedst at tale med. Det kan være venner, dine partnere eller måske en professionel rådgiver. 

 

Fysiske årsager, der kan lede til impotens 

Der kan være mange forskellige fysiske årsager til, at du oplever impotens. Sygdom i blodkarrerne er den hyppigst fysiske årsag til manglende potens. Har du hjertekarsygdomme eller forhøjet blodtryk, har du derfor øget risiko for at udvikle impotens.  

Diabetes eller sygdom i nervesystemet kan også have indflydelse på at få stiv pik eller holde pikken stiv længe nok til at have den sex du ønsker. En del forskellige operationer eller skader i bækkenet, prostata eller i selve pikken kan også påvirke rejsningen permanent eller i en periode.  

Hertil er der også nogle livsstilsfaktorer som rygning, alkohol og stoffer, der kan påvirke rejsningen.  

Får du vedvarende problemer med rejsningen, er det en god ide at gå til lægen, da der kan være en bagvedliggende sygdom, som du ikke er opmærksom på.

Hvordan kan det afhjælpes?  

Det er vigtigt at huske, at god sex handler om meget andet end en stiv pik. Du kan have massere af sex, der ikke påkræver at din pik er stiv. Impotens forsvinder dog ofte af sig selv, hvis du giver det lidt tid, og prøver at fokusere på andre ting. Hvis det ikke er en mulighed for dig, eller du har prøvet det, er der dog flere forskellige ting du kan gøre.  

Først og fremmest er det en god ide at snakke om det. Det kan være svært at snakke om, at kroppen ikke fungerer, som du ønsker, men det kan give dig ro. Samtidig kan det afhjælpe lidt af den stress, impotensen kan medføre.  

Hvis du har brug for at gå til lægen med din impotens, vil lægen forsøge at afgøre, om det er et fysisk problem, der ligger bag impotensen. Det kan f.eks. være blodtryk, åreforsnævring eller andet. Lægen vil også snakke med dig om din livsstil, især om alkohol, kost og rygning.

Impotens

Cirka 50 procent af mænd med sukkersyge oplever udfordringer med rejsningen. 

30 % af mænd over 65 år oplever udfordringer med potensen, mens 5-10% af mænd under 40 år ofte oplever samme udfordringer.

Alt efter lægens vurdering er der flere muligheder for at afhjælpe impotensen. Der er medicinske muligheder som f.eks. Viagra, eller andre løsninger som vakuumpumper, penisringe og lignende. Mange læger vil opfordre til en rådgivning hos en sexolog eller psykolog. Hvis du har en partner, kan det være vedkommende opfordres til at deltage. Har man forsøgt de andre muligheder uden resultat, er operation en mulighed for nogen.