AIDS-Fondet: Selvfølgelig skal 8000 danskere med hepatitis C tilbydes behandling

Alle danskere med kronisk hepatitis C skal tilbydes behandling. Sådan lyder en ny faglig vurdering fra Medicinrådet, som forventer lavere priser fra medicinalindustrien. Behandlingen kan helbrede hepatitis C på få uger, og Medicinrådets udmelding vækker derfor glæde i AIDS-Fondet, hvor man mener, at Danmark længe har haltet bagefter.

Alle danskere med kronisk hepatitis C bør tilbydes behandling, lyder det nu fra Medicinrådet, der har valgt at sende lægemidlerne til behandlingen i udbud. Det er en sag, som AIDS-Fondet har forsøgt at rejse, fordi hiv-positive er repræsenterede blandt smittede med hepatitis C i uforholdsmæssig høj grad. 

I Danmark venter omkring 8.000 personer med hepatitis C på behandling. Som det er i dag, venter man på, at disse personer bliver tilstrækkeligt syge, før man behandler dem. Dette til trods for, at hepatitis C er en alvorlig og meget smitsom sygdom, der kan helbredes på få uger.

Medicinen har hidtil været for dyr. Nu undersøger man, om prisen – der har været faldende – er kommet inden for det danske sundhedssystems rækkevidde. Det er vigtigt med fokus på behandling af leversygdommen, siger Andreas Gylling Æbelø, direktør i AIDS-Fondet:

”Hepatitis C har alt for gode betingelser i Danmark. Vi har en effektiv behandling, som vi ikke bruger, og vi har en vision gennem WHO om at helbrede langt størstedelen af patienter med sygdommen inden 2030. Det har vi ikke en chance for at leve op til, hvis ikke den behandling, som bl.a. Sverige allerede har taget i brug, tilbydes bredt i Danmark.”

'Uoverstigelig pris for både samfund og menneske ved manglende behandling’

Hepatitis C rammer især stofbrugere og hiv-positive mænd, der har sex med mænd. Sygdommen er mere smitsom end hiv, og den kan have alvorlige psykiske følgevirkninger. Derudover kan den ubehandlede infektion i leveren have fysiske følger, der signifikant nedsætter livskvaliteten.

”Vi ved, at infektionen rammer i forvejen udsatte grupper i vores samfund. De samme personer, der lever med stigma og svære psykiske udfordringer bevæger sig ud i en jungle af udenlandsk kopimedicin, hvis de ikke har lyst til at vente på, at de bliver dødssyge, før de får behandling. Det er decideret uværdigt,” siger Andreas Gylling Æbelø og fortsætter:

”At man nu vælger at undersøge markedet er selvfølgelig positivt. Det er klart, at prisen på produktet har en vis betydning – men den menneskelige og økonomiske pris for ikke at behandle er uoverstigelig. Selvfølgelig skal danskere med hepatitis C tilbydes behandling.”

På et rådsmøde den 15. august 2018 vil Medicinrådet – med udgangspunkt i de modtagne tilbud – tage stilling til, hvilke endelige anbefalinger, man kan give regionerne.

Du kan læse mere om hepatitis C her.

Du kan læse mere om Medicinrådets faglige vurdering her.