Tal med din læge, hvis du køber hepatitis C-medicin i udlandet

Mens Sverige har besluttet at behandle alle med hepatitis, er ventetiden i Danmark meget lang for dem, der gerne vil have adgang til den nye effektive medicin, der kan kurere hepatitis C. AIDS-Fondet er opmærksom på, at en del patienter køber kopimedicin fra udlandet, og nu åbner læger op for at følge patientens behandling. Import og brug af hepatitis C-medicin er dog stadig på eget ansvar.  

Hepatitis C kan helbredes på få uger, men behandlingen er dyr, og derfor bliver man i Danmark først tilbudt behandling, når der er sket alvorlig skade på leveren. En ubehandlet hepatitis C-infektion kan dog have alvorlige fysiske og psykiske følgevirkninger, som kan have store konsekvenser for livskvaliteten.


De svenske myndigheder har gjort hepatitis C-behandlingen frit tilgængelig for alle i Sverige. Den svenske Sundhedsstyrelse er i gang med et opsøgende arbejde, hvor de gennemgår alle patientjournaler, hvor folk har fået stillet diagnosen hepatitis C, for at tilbyde dem behandling. 

Man må godt tage medicin med hjem fra en ferie
Hepatitis C kan overføres seksuelt, eller hvis man deler sprøjter. Sygdommen rammer blandt andet hiv-smittede og mænd, der har sex med mænd, som er to af AIDS-Fondets primære målgrupper. AIDS-Fondet møder fra tid til anden personer, som selv køber kopimedicin i udlandet, fordi de gerne vil helbredes for den smitsomme leversygdom. 


I Danmark ikke er tilladt at importere medicin til eget forbrug fra lande uden for EU. Til gengæld må man godt medbringe medicin fra en ferie til op til tre måneders eget forbrug, uanset hvor i verden man har rejst.


Kopimedicinen er ofte produceret i lande, hvor medicinalvirksomhederne har givet tilladelse til, at deres produkter kan kopieres. Det sker på udvalgte fabrikker, der har fået tilladelsen, fordi det giver indbyggere i udviklingslande adgang til livsvigtig medicin til en brøkdel af prisen.


Fortæl lægen hvis du gør det
Det kan dog være risikabelt at medicinere sig selv, fordi man ikke kender det nøjagtige indhold af medicinen, og fordi der kan opstå bivirkninger ved behandlingen. Samtidig er der en risiko, hvis man samtidig tager anden medicin, fordi noget medicin kan interagere med anden medicin. Det vil sige at de to behandlinger kan påvirke hinanden, så man enten får høje eller for lave koncentrationer af medicin.


- I AIDS-Fondet anbefaler vi ikke, at man køber medicin i udlandet. Men vi har også forståelse for, at nogen vælger at gøre det, fordi de gerne vil tage ansvar for deres eget helbred. Derfor er det vores klare anbefaling, at man taler med sin læge på hospitalet, før man kaster sig ud i behandlingen.


Lægerne på Infektionsmedicinsk Ambulatorium er ikke forpligtet til at følge din behandling, hvis du selv køber medicin fra udlandet. Men fortæl lægen, hvis du alligevel har tænkt dig at gøre det. Så kan det være at lægen er parat til at følge behandlingen med de nødvendige prøver undervejs. Lægen kan selvfølgelig ikke tage ansvar for medicin, han eller hun ikke selv har ordineret, men lægen kan altså vælge at hjælpe dig.

Du kan eventuelt tale med rådgiverne i Checkpoint, hvis du vil vide mere om hepatitis C, og hvordan hepatitis C smitter seksuelt. Du kan ringe til Checkpoint på 33 91 11 19, der er åbent mandag-fredag kl. 10-14.