Forhold

Der findes mange måder at være i forhold på. Nogle forhold har flere personer, nogle har to, i nogle forhold har man sex og i andre ikke. 

 

Det er vigtigt at gøre sig klart hvilke(n) type(r) forhold man ønsker at indgå i, og at tale om det sammen med dem man er i forhold med. Åben kommunikation og gensidig respekt er et vigtigt udgangspunkt, uanset hvilke(t) slags forhold du ønsker, eller er i. 

  

Forventninger og grænser 

Inden du indgår i et hvilket som helst forhold, er det en god idé at gøre dig nogle tanker om hvad du godt kunne tænke dig i et forhold: Vil du have stabilitet, intimitet, sex, kærlighed og/eller støtte?  Vil du have nogen at rejse med, at grine med og/eller at tale med? Er du mest til langvarige eller kortvarige forhold? Hvis du ønsker at have sex i forholdet, hvilke typer sex vil du så have?  

  

Tænk over hvad dine personlige ønsker og grænser er. Når du selv ved hvad du vil have, er det også lettere at finde en eller flere passende partnere, hvor I sammen kan tale om og forhandle præcis hvordan jeres forhold skal være. Det er en god idé løbende at tale om forventninger og grænser, da disse sagtens kan ændre sig i løbet af den tid du er i et forhold. 

  

Kærlighed og sex 

For nogle mennesker handler forhold først og fremmest om kærlighed og sex. Begge dele kan være vigtige dele af et forhold, men det er vigtigt at huske på, at du sagtens kan være i et godt forhold uden at være forelsket, eller uden at have sex. For andre behøver kærlighed og sex ikke hænge sammen. Du kan eventuelt have lyst til at have et kærlighedsfyldt forhold til en person og dække dine seksuelle behov med andre. Du bestemmer selv, hvad der er det vigtigste ved at være i et forhold. Det der betyder noget for dig og din(e) partner(e) kan være mange forskellige ting: Intimitet, partnerskab, fælles interesser, fælles drømme, fælles værdier, økonomiske og praktiske fordele og så meget andet.

  

Single  

En del vælger aktivt at være udenfor forhold enten i perioder eller hele tiden. Mange vil dog lige meget hvad, have perioder i deres liv, hvor de er single (eller enlig), og perioder hvor de er i forhold. Der kan være øget frihed i at være single og selv vælge de sociale og seksuelle relationer, som du vil være en del af. Du er også mere uafhængig i hvordan du forvalter din økonomi, din tid og andre aspekter som mange ellers deler i et forhold. At være single kan også betyde, at du kan lære dig selv og dine behov bedre at kende, også hvis du på sigt ønsker at være i forhold på et andet tidspunkt.  

  

Parforhold 

Nogle mennesker fortrækker at indgå i forhold der består af to personer. Sådanne forhold kan enten være monogame eller åbne, og du og din partner bestemmer selv hvad I synes er bedst for jer, og hvor jeres grænser går: Må I for eksempel flirte eller have sex med andre? Eller er der noget sex, der kun er for jer to, mens noget må deles med andre? 

  

Polyamorøse forhold 

Nogle mennesker foretrækker polyamori: at være i romantiske forhold med mere end en person ad gangen. Nogle polyamorøse forhold består af flere end to personer, der på den ene eller anden måde har valgt at være i forhold til hinanden - enten seksuelt, romantisk eller på anden vis.  Som i alle andre forhold er forventningsafstemning og åben kommunikation om grænser og ønsker et godt udgangspunkt. 

  

Monogame forhold 

Uanset hvor mange personer der er i forholdet - om det er to eller flere - kan I vælge at have et monogamt forhold. Monogami betyder typisk at personerne i forholdet ikke har sex med andre og heller ikke forelsker sig uden for forholdet. I forholdet skal I altså blive enige med hinanden om, hvorvidt I ønsker, at jeres forhold er monogamt, og løbende kommunikere åbent hvis jeres ønsker ændrer sig. 

  

Åbne forhold 

Uanset hvor mange personer der er i forholdet - om det er to eller flere - kan I vælge at have et åbent forhold. I et åbent forhold er det typisk at personerne i forholdet gerne må flirte, have sex med og eventuelt også date personer udenfor forholdet. Hvis I har sex med forskellige personer uden for forholdet er det vigtigt, at I der er i forholdet bliver enige om hvilke regler der skal være for beskyttelse og sikker sex både indenfor og udenfor forholdet.