Oralsex

Blow eller blæs? Hvad taler vi om? 

Oralsex har mange navne som for eksempel blow job, blæs eller fellatio, men det handler alt sammen om sex, hvor du bruger munden på pikken, nosserne eller andre erogene zoner. Du kan slikke, kysse, sutte og suge overalt på kroppen, men i det følgende fokuserer vi på det at sutte pik.

 

Hvorfor er det godt? 

I og omkring munden har vi både smagssansen og lugtesansen og en masse nerver. Derfor giver oralsex os mange sanseindtryk, og du kommer meget tæt på personen, du har sex med, når du bruger munden. 

Tungen samt slimhinderne i munden og halsen er elastiske, glatte og varme. Derfor kan det føles rigtig dejligt at få suttet pikken eller kneppe en fyr i munden med din pik eller dildo. Selvom oralsex føles dejligt, er det ikke alle, der kan komme af det.  

Oralsex kan også være nemt, fordi du eksempelvis ikke behøver glidecreme. Derfor er blowjobs også populært på cruisingsteder. 

Tit bruges oralsex i forbindelse med andre former for sex, som f.eks. rimming eller analsex. Hvad du har lyst til, er dog helt op til dig. 

 

Hvordan kan det gøres? 

Der er ingen rigtig måde at have oralsex på. Nogen kan lide det meget blidt, hvor du slikker eller nipper med læberne, andre kan lide, at du tager pikhovedet i munden og bruger tungen blødt og kærtegnende, mens andre kan lide det mere voldsomt, hvor du sutter, suger og bruger tænderne på pikken. Nedenunder kommer vi med nogle bud på, hvordan man kan dyrke oralsex, når det handler om at sutte pik.

Det er meget forskelligt, hvad folk bedst kan lide. Hvad du og din partner har lyst til, kan også svinge meget. Derfor skal du være opmærksom på dine og din partners signaler, så ingen af jer gør noget I ikke har lyst til.

En pik kan være mange ting: 

Den kan være medfødt.
Den kan være kirurgisk eller hormonelt frembragt.
Det kan være dildo.

Ved oralsex er det desuden en god ide at være opmærksom på piercinger på pikken, i tungen, eller i læberne, så det ikke generer nogen steder.

 

Deepthroating

Du kan "deepthroate" ved at lade pikken komme helt ned i halsen på dig, hvis du giver et blowjob. Nogen pikke kan komme hele vejen til roden. Andre pikke kan komme noget ad vejen. At deepthroate kan kræve noget træning, da en pik eller dildo kan aktivere brækrefleksen, hvis den kommer langt ned i halsen. Deepthroating kan også aktivere tårekanalerne og man kan opleve at blive snottet.

Er du tryg ved din partner kan I eksperimentere med, hvor lang tid I kan holde pikken nede i halsen. Lad f.eks. den, der får blowjobbet tælle sekunder og byt bagefter, så I kan finde ud af, hvem der kan have pikken nede i halsen i længst tid.

 

Oralsex og handjob

Man kan også kombinere oralsex med handjobs, hvor man onanerer på den, man sutter pik på. Hvis du bruger hænderne, kan du også bedre selv styre, hvor langt ind i munden og eventuelt halsen, pikken kan komme - og du kan hurtigere trække dig væk, hvis der sker noget, du synes er ubehageligt.

Du kan også tirre din partner ved at onanere på vedkommende mens du sutter eller slikker din partners nosser eller mellemkød. Eller måske du skal holde om nosserne, mens du giver et blowjob? Du kan også bruge en finger eller andet til at kærtegne din partners røv og baller, mens du giver et blowjob.

 

Hvem styrer showet?

Nogen kan godt lide at holde om hovedet på den, der giver en et blowjob. Det kan også være super frækt, da man så kan føle at man styrer blowjobbet - og det kan være frækt at give sig hen til en andens lyster og tilfredsstille vedkommende med et blowjob.

Du bør være opmærksom på de signaler, der kommer fra den der giver dig et blowjob, hvis du holder vedkommendes hoved. Hvis du f.eks. fremprovokerer brækrefleksen ved at deepthroate vedkommende i halsen, bør du trække dig ud, så vedkommende kan få luft igen.

I kan også aftale, at den der får et blowjob ikke må røre sig - bind f.eks. vedkommendes hænder på ryggen. Så er det den, der giver et blowjob, der kan styre, hvornår den der modtager får en udløsning.

Lyt til personen, du giver et blowjob og aflæs vedkommendes kropssignaler. Er din partner lige ved at komme, eller kan du strække den lidt mere? Det hedder edging, når man stopper lige før man får en udløsning. På den måde kan du tirre din partner, og måske optimere vedkommendes orgasme.

 

Risiko? 

Selvom sexsygdomme smitter mindre ved oralsex end analsex - bl.a. fordi spyt har nogle egenskaber, der gør hiv mindre smitsomt - kan du stadig få sexsygdomme ved oralsex.

Mange sexsygdomme som f.eks. syfilis, gonoré, klamydia og HPV smitter gennem rifter og slimhinder i munden. Små sår og rifter letter adgangen for vius og bakterier til blodbanerne. Derfor kan det være en god idé at bruge et kondom, når du har oralsex, hvis du vil være helt sikker.

 

Hiv og oralsex

Risikoen for at blive smittet med hiv ved oralsex er lille, men det kan stadig ske gennem rifter eller slimhinder i munden, da hiv-virus findes i kroppens sekretter og blod. 

Derfor er det dårlig stil at komme i munden på en anden uden samtykke/at have aftalt det. Du kan f.eks. kommunikere det, hvis du er ved at komme - måske er det pludseligt og uventet - så alle ved, hvad der er ved at ske og kan tage stilling til det.

Her er nogle forholdsregler, du kan tage dig, hvis du vil minimere risikoen for at blive smittet med hiv og andre sexsygdomme:

 

  • Undgå at få sperm og præsperm i munden - eller anden sekret.
  • Når du har børstet tænder og brugt tandstikker eller tandtråd, er det en god idé at vente et par timer med at sutte pik eller få suttet pik af en, der lige har renset sine tænder.
  • Det er også en god idé at vente et par timer med at børste tænder, efter du har suttet pik.
  • Undgå blowjobs, hvis du lige har været til tandlæge, eller hvis du har blod eller åbne sår i munden.
  • Deepthroating kan medføre småsår og rifter i svælget, og du kan derfor nedsætte risikoen for hiv-smitte, hvis du undgår at tage pikken langt ned i halsen. Hvis du gerne vil deepthroate, kan I bruge kondom på pikken.
  • Du kan nedsætte risikoen for smitte med hiv - og andre sexsygdomme - ved at undgå oralsex, når du har halsbetændelse, tandkødsbetændelse eller voldsom allergi i mund og svælg.

 

Du er hverken mere eller mindre fræk, hvis du vælger at sluge eller ej. Du bestemmer selv hvad og hvor meget du vil have i munden - og om du vil sluge det. Du kan evt. koncentrere dig om pikskaftet og pungen i stedet for pikhovedet, hvis du vil undgå at få sperm i munden. Eller du kan aftale med din partner, at I bruger kondom på pikken.