Kønsidentitet & sex

At være transperson siger ikke noget om ens seksualitet. Man kan være heteroseksuel, homoseksuel, biseksuel, aseksuel eller noget helt andet, som beskriver, hvordan man bliver tiltrukket af andre mennesker

Mange transpersoner ønsker at ændre, eller har ændret, deres krop så den stemmer bedre overens med deres kønsidentitet. Det kan være den ændring, man har brug for, så man kan have det godt med sin krop. Som et led i sin transition, kan det også være, man har brug for at finde ud af, hvilken slags sex man har lyst til, og finde de ord, der kan beskrive, hvordan man har det, og hvad man har lyst til.  

Udseendet på kønsorganerne behøver ikke bestemme, hvordan det er muligt at bruge dem, eller hvad man kan kalde dem. Hvis du tænker, at du har en pik, er det præcis det du har - uanset om den er lavet af plastik eller er mindre end, hvad man synes en pik ellers er. Og alle pikke kan få et blowjob. Ligesom alle klitoriser, der er større end, hvad man typisk tænker, kan blive slikket og være en del af en kusse.

 

Sex og trans

Ligesom cispersoner, kan transpersoner have lyst til sex på meget forskellige måder. Selvom man ved noget om en (trans)persons kønsidentitet, betyder det ikke, at man ved noget om deres seksualitet eller hvad de har lyst til.

Hvis du skal have sex med en transperson, kan du spørge, hvilke ord din partner selv bruger om sin krop og sit køn. Hvis man er usikker på, hvad der er okay at sige, kan man prøve at bruge ord, som ikke er kønnede, når man snakker om sex. F.eks. kan du sige “dit køn” i stedet for “pik” eller “kusse.” Og du kan sige “bruge munden” i stedet for “blowjob” eller “slikke”.

Det samme gælder for andre kropsdele, som mange måske tænker har en særlig funktion, fordi de plejer at tilhøre en særlig kønsidentitet. Man kan tænke om sin overkrop, at man har bryster, at man ikke har bryster, at man har et fladt bryst, eller at det bare er en overkrop - og man kan bede en partner om at tænke på samme måde som en selv, og handle på måder, der bekræfter det.

 

Samtykke

Uanset hvem man skal have sex med, kan samtykke være en hjælp til at finde ud af, hvordan man siger, hvad man har lyst til, og hvad man ikke har lyst til. Samtykke betyder, at man verbalt eller med sit kropssprog, giver udtryk for, at man ved hvad der sker, og at det er noget, som man har lyst til. At indgå samtykke kan være et hurtigt spørgsmål som “Er det okay, at jeg rører dig her?” eller “Har du lyst til, at jeg går ned på dig nu?” Det kan også være noget, I snakker om, før I har sex.   

Samtykke kan altid trækkes tilbage. Hvis man én gang har sagt ja til en særlig form for sex, kan det sagtens ændre sig. Det kan være en hjælp at huske på, at et ja betyder “Ja, lige nu” og nej betyder altid nej.

 

Hvorfor samtykke?

Man kan aldrig på forhånd vide, om det man selv har lyst til, er det samme som andre har lyst til. Derfor er det vigtigt ikke være fastlåst i forudindtagede ideer om, hvordan andre har lyst til at bruge deres kroppe. At spørge hvad der er okay, er en god ide, hvis man vil vise respekt for en andens krop og kønsidentitet. Man kan også vise at man ikke er låst i antagelser om, hvordan visse kropsdele skal bruges, og hvad de er.  

Vores sprog er bygget op omkring en forestilling om, at der kun findes to køn, som er hinandens modsætninger. Det er begrænsende for mange transpersoner, og man kan nogen gange opleve at mangle ord til at beskrive sig selv, hvad man har lyst til, og hvem man er sammen med.

Nogen gange vil man have brug for ord, der simpelthen ikke findes endnu, og måske skal man udvikle et sprog sammen med en partner. Det vigtige er, at man er opmærksom, lytter og respekterer at folk har forskellige grænser.

 

Sikker sex og trans

De fleste kønsorganer har grundlæggende de samme funktioner. Mange vil have en form for svulmelegeme, der bliver hårdere og fyldt med blod, når man bliver ophidset. Forskellene på kønsorganer er oftest, hvordan et svulmelegeme ser ud, og hvilke slags åbninger, der findes i kønsorganet. Men uanset udseendet, gælder de samme råd for at mindske risikoen for at overføre sexsygdomme.

Risikoen for mange sexsygdomme kan mindskes ved at have en form for barriere mellem dig selv og en sexpartner, når der er slimhindekontakt eller hudkontakt. En barriere kan for eksempel være et kondom eller en slikkelap. Hvis du ikke har en slikkelap, kan du klippe et kondom op langs siden og klippe området, der er desginet til et pikhoved, af så du har et retangulært stykke latex.

Hvis du deler sexlegetøj med andre, kan det være en god ide at bruge et kondom - særligt hvis I er flere, der deler. Husk at skifte kondom, hver gang I skifter åbning. Derudover kan glidecreme være en god ide, da det mindsker risikoen for rifter, hvor der kan overføres sexsygdomme. 

Udover at beskytte dig selv, er det en god ide at blive tjekket - både hvis du er i et monogamt forhold eller har skiftende partnere. Det kan også være en god ide at fortælle din læge, hvor du vil testes og for hvad. F.eks. skal du ofte selv bede om at blive testet i røven (hvis det er relevant), fordi mange læger som udgangspunkt tænker, at det ikke er nødvendigt.