Kirurgi

For nogle tranpersoner er det nødvendigt at få lavet operationer, der ændrer kroppen i en retning, som føles rigtig. Her kan du læse mere om de forskellige typer af operationer.

Det er ikke lovligt at få lavet kønsbekræftende operationer i Danmark, medmindre du har fået diagnosen "transseksualisme" fra Sexologisk Klinik på Rigshospitalet. Derfor er der mange, som vælger at blive opereret på et hospital og eller en klinik i udlandet, fordi de ikke kan få den operation, som de har brug for i Danmark.

 

Muligheder uden for Danmark

Det kan være en dyr omgang, og det er ikke alle, der har råd til eller mulighed for at rejse til udlandet og privat betale mellem 25.000 og 80.000 kr. for en operation. Når mange alligevel vælger denne løsning frem for Sexologisk Klinik, er det dels fordi, at man selv kan bestemme, hvornår det skal ske, og dels fordi, at danske kirurger har meget lidt erfaring - sammenlignet med specialiserede udenlandske kirurger, der stort set ikke laver andet end transkirurgi. 

Der findes mange forskellige slags operationer, som kan bekræfte ens kønsidentiet, og de kan opdeles i transmaskuline og transfeminine operationer.

 

Transfeminin kirurgi 

Transfeminin kirurgi beskriver forskellige operationer, der ændrer kroppen i en retning, der typisk anses som feminin. De mest brugte operationer kan inddeles i top-operationer, underlivskirurgi og ansigts-operationer. 

 

Top-operation 

De fleste kirurger anbefaler, at man har været i gang med en hormonbehandling i over 2 år, da østrogen har en indflydelse på, hvordan fedt placeres på kroppen, og mange oplever at udvikle bryster i løbet af et par år. Hvis man ønsker større bryster, er det muligt at få indlagt permanente implantater i brysterne, som gør dem større.

 

Underlivskirurgi

Hvis man er født med, hvad en læge vil kalde en “penis”, og i stedet ønsker en vagina, kan man få lavet det, der ofte kaldes for en vaginoplasti. Meget kort fortalt er det en operation, hvor testiklerne fjernes, “penis” vendes ind i kroppen til en vagina, og der laves en klitoris med nerveenderne fra “glansen” på pikhovedet.

Når den første operation er nogenlunde helet, kan man få lavet indre og ydre kønslæber af hud fra andre steder på kroppen.

Efter operationen er det nødvendigt at holde den opererede skede åben og fleksibel ved at bruge dilatorer, som er en form for stav, der ligner en dildo. Man starter med en mindre dilator. I takt med at vagina og vulva heler, skal man bruge større dilatorer. Det er ikke muligt at erstatte dileringen med sex. 

Efter underlivskirurgi anbefaler de fleste kirurger, at man venter i 6 - 8 uger med at have sex, der inkluderer penetration af den opererede vagina. Fordi væggen mellem vagina og endetarmen er tynd anbefaler mange kirurger, at man enten er meget forsigtig eller slet ikke har sex, hvor man bliver penetreret analt i op til 2 år efter en operation.

Nogen oplever at de efter underlivskirurgi, kan blive våde i vagina, men det er ikke alle. Uanset hvad, kan det være en god ide at bruge glidecreme, hvis man har penetrerende sex.

 

Ansigts-operationer

Hvis man ønsker at have ansigtstræk, der typisk bliver læst som feminine, findes der en række operationer, som kan hjælpe med det. Det er individuelt, hvad man selv vurderer, at man har brug for. Eksempler på mulige ansigtsoperationer kan være implantater i kinderne, mindskning af adamsæblet, forstørrelse af læberne og en afrunding af kæberne. 

Østrogen og anti-testosteron kan påvirke fordelingen af fedt, og mange får en blødere ansigtsform, fordi der kommer mere underhudsfedt. Men den bagvedliggende knoglestruktur bliver ikke påvirket af hormoner, og hvis man ønsker det, kan dette gøres kirurgisk. 

De fleste kirurger anbefaler, at man venter med at få foretaget ansigtsoperationer til kraniet er fuldt udvokset.  

Ligesom alle kroppe er forskellige, får alle også forskellige resultater af den samme slags operation. Det er altid en god ide at undersøge de muligheder, som man har, og hvordan andre har oplevet en operation. På internettet og i forskellige grupper på de sociale medier er der mange transpersoner, der deler deres oplevelser og viser billeder af operationer - men man kan aldrig oversætte andres erfaringer direkte til sin egen krop.

Læs mere om de forskellige operationer, mulige hospitaler i udlandet og heling på www.transfaq.info

 

Transmaskulin kirurgi 

Transmaskulin kirurgi beskriver forskellige operationer, der ændrer kroppen i en retning, der typisk anses som maskulin. De mest brugte operationer kan inddeles i top operationer og underlivskirurgi

 

Top-operation

Hvis man føler, at en flad brystkasse er mere rigtig, end det, der typisk kaldes “bryster”, er det muligt at få lavet en mastektomi, som også bliver kaldt for en top operation. Der findes to forskellige slags operationer, som er de mest udbredte blandt kirurger, som har erfaring med lige præcis sådan en operation. 

  • Double incision: Hvis man har bryster, der er større end det, der bliver kaldt en A-skål, vil de fleste kirurger anbefale det man kalder en double incision. Meget kort beskrevet går operationen ud på, at der lægges et snit i hvert bryst, hvorfra man fjerner fedt og brystvæv. Brystvorterne bliver skåret af, gjort mindre og placeret i samme højde som på en gennemsnitlig cis-mand. Denne slags operation efterlader to, halvmåneformede ar under hver brystvorte.
  • Keyhole operation: Hvis man har små bryster, kan en kirurg vælge at anbefale en keyhole operation. Meget kort beskrevet lægges der et snit, som følger kanten på areola, området omkring selve brystvorten, hvorfra man kan fjerne fedt og brystvæv. Det er forskelligt, om man i samme omgang gør brystvorten mindre, så den får en størrelse, der svarer til en gennemsnitlig cismand. 

Hvordan og hvor hurtigt man heler efter en operation er en blanding af tid, tålmodighed og hvordan ens krop ellers generelt heler. Men det anbefales at slappe af og ikke bruge sin overkrop for meget i hvert fald 6 uger efter en top operation. 

Ved begge operationer, men særligt ved en double incision, oplever nogen at miste følelsen i deres brystvorter. De nerver, der før forbandt brystvorten med resten af kroppen, skal vokse sammen igen, og det er de færreste der oplever at have den præcis samme følelse som før en operation.   

Selvom man er blevet top-opereret, kan man stadig risikere at få brystkræft. Hvis din egen læge ikke er klar over det, er det vigtigt, at man bliver ved med at få foretaget skanninger.

 

Underlivskirugi

Hvis man ikke er født med kønsdele, der ligner det, som man typisk kalder en pik, findes der to forskellige operationer, som kan skabe dette.  

  • Metoidioplastik: Meget kort beskrevet er metodioplastik en operation, hvor man fjerner væv fra området omkring transpikken, så den bliver mere eksponeret, og man kan se den i dens fulde længde. Hvis man vælger det, kan de ydre kønsløber bruges til at lave pungen, hvor der kan blive indlagt permanente testikel-proteser. Derudover kan man vælge, om åbningen indtil det, som en læge ville kalde “skeden”, skal lukkes eller holdes åbent. Det er desuden muligt at forlænge urinrøret til spidsen af transpikken, hvilket gør det muligt at tisse med den.

Det er ikke muligt at sige noget generelt om størrelsen på en transpik efter en metoidioplastik operation. Man kan både opleve at den bliver mindre, har samme størrelse eller bliver større.

  • Phalloplastik: Phalloplastik er en mere omfattende operation end metoidioplastik. Der findes forskellige teknikker, men grundlæggende går operationen ud på, at man tager hud fra et andet område på kroppen og bruger det til at lave en pik. Størrelsen på pikken afhænger af, hvor stort et donorområde, man har valgt at bruge. Urinrøret forlænges, og de ydre kønslæber bruges til at lave en pung, hvor der kan blive indlagt permanente testikel-proteser.

Ligesom med alle andre svulmelegemer, kan man stimulere en opereret pik med hænderne, med munden eller ved at den bliver omsluttet af andres kønsdele. En pik lavet med en metoidioplastik kan ofte få erektion af sig selv, mens en pik lavet ved phalloplastik ikke har eget svulmelegeme. I stedet kan den blive erigeret af et implantat, som typisk bliver indlagt efter en helingsperiode.

Efter begge slags operationer oplever de fleste at have en god følsomhed og er ofte i stand til at få orgasme. Det er dog de færreste, der oplever at kunne få udløsning efter underlivskirurgi. Hvis urinrøret ikke er blevet forlænget, kan det være muligt at få udløsning derigennem, da udløsningen kommer fra det prostatavæv, som findes i urinrøret - på samme måde som cismænd med en medfødt pik.

Det er ikke muligt at gøre andre personer gravide med den udløsning, som der kan komme fra en pik fremstillet gennem kirurgi.  

Ligesom alle kroppe er forskellige, får alle også forskellige resultater af den samme slags operation. Det er altid en god ide at undersøge de muligheder, som du har og hvordan andre har oplevet en operation. På internettet og i forskellige grupper på de sociale medier, er der mange transpersoner, der deler deres oplevelser og viser billeder af operationer - men man kan aldrig oversætte andres erfaringer direkte til sin egen krop.

Læs mere om de forskellige operationer, mulige hospitaler i udlandet og ar-heling på www.transfaq.info